Begreber som bæredygtig og klimavenlig påvirker danskernes handlemønstre og købsvaner mere og mere. Det gælder også på boligfronten, hvor de grønne vaner i stigende grad gør deres indtog. At klimahensynet flytter gradvist mere ind i de danske boliger, påvirker unægtelig de mange håndværkere, der i disse dage løber stærkt for at følge med efterspørgslen på nybyggeri og renoveringer.
Det kan Daniel Steengaard Buch fra Steengaard Byg ApS snakke med om. Murermesteren har ordrebogen fuld af opgaver rundt om hos de sydjyske husejere, som han blandt andet hjælper med udførelse af badeværelser, støbning af gulve og facaderenoveringer – ofte med brug af løsninger fra danske Alfix.
Kunderne vil oplyses om bæredygtighed
Daniel Steengaard Buch er ikke i tvivl om, at byggelysten på villavejene ledsages af en voksende klimabevidsthed. Som ganske almindelig håndværker kommer man derfor ikke uden om at skulle forholde sig til, hvordan hensynet til miljøet påvirker de private bygherrers købs- og beslutningsprocesser.
”Ønsket om at skåne planeten vokser, og det kommer til udtryk på flere måder. Før i tiden var det primært produkternes funktionelle egenskaber, som kunderne orienterede sig imod, når der skulle bygges eller renoveres. Men nu oplever jeg en større nysgerrighed og spørgelyst, når det kommer til produkternes bæredygtige performance. Derfor kommer alt fra miljøvaredeklarationer og genanvendelse til ressourcer samt produktionsforhold til at blive stadigt vigtigere beslutningsparametre, påpeger han”.
Nærhed og kortrejste kilometer
Daniel Steengaard Buch bakkes op af direktør Anders Bertelsen Toft fra Alfix, der er fast leverandør af pudssystemer til murermesterens facadeopgaver. Det gælder bl.a. Alfix DuraPuds 710 (hæfte- og tyndpuds), Alfix Armeringsnet samt Alfix Hjørnelister. Udover den voksende efterspørgsel på bæredygtige løsninger oplever den danske producent, at lokal produktion og kort distance til byggepladserne ligeledes spiller ind, når der skal vælges byggematerialer.
”Fra vores fabrik i Kolding leverer vi primært til Danmark, Sverige og Norge, og her ved vi, at såkaldt kortrejste kilometer gør en stor forskel for vores kunder og samarbejdspartnere. Det indebærer nemlig, at vi er tæt på de skandinaviske byggepladser. Der er ikke langt fra fabrikken ud til håndværkerne med de relativt tunge produkter, hvilket er et plus for byggeprojekternes samlede klimaregnskab. Samtidig udtrykker kunderne, at de lægger vægt på at støtte de lokale og regionale producenter på markedet”.
Læs om vores arbejde med FN’s verdensmål her.
Tænker ikke kun på varmeregningen
For Daniel Steengaard Buch, der også holder til i Kolding, har nærhedsprincippet og de danske produktionsforhold, som Alfix er garant for, i høj grad en værdimæssig og emotionel karakter. Han understreger desuden, at flere og flere husejere ligeledes efterspørger langtidsholdbare løsninger.
”Mange er begyndt at tænke over de ressourcer, der bruges i arbejdsprocessen, samt på den endelige løsnings langsigtede klimamæssige aftryk. Til eksempel er et udvendigt facadeisoleringssystem jo virkelig noget, der batter i form af et reduceret energiforbrug. Derfor er jeg løbende i dialog med mine kunder om løsninger med facadeisolering som et godt alternativ til almindelig armeringspuds. Men hvor det traditionelt har været den reducerede varmeregning, der lokkede husejerne til at efterisolere boligen, er de i stigende grad blevet bevidste om det medfølgende miljøhensyn, runder murermesteren af”.
Få det fulde overblik over Alfix’ miljødokumentation.