- Henning Bo Kristensen – beskriv kort din afdeling og jeres arbejdsopgaver:
”Alfix´s pulverafdeling består af 3 procesanlæg. De bliver i daglig tale kaldt Gul, Hvid og Blå anlæg. Der produceres hovedsageligt spartelmasse, fliseklæber og fuger på fuldautomatiserede anlæg, som har adgang til 22 siloer med diverse råvarer. Til mindre mængder råvarer bruges der fade og små beholdere, som vi kan skifte rundt på forskellige stationer. Der er tilknyttet pakkelinjer til hvert anlæg, hvor der primært pakkes i poser fra 3,5 kg. til 20 kg. Producerede poser køres automatisk på paller og transporteres på rullebaner direkte til lager, hvor de opbevares inden levering til kunderne”.
- Hvilke opgaver varetager du helt konkret?
”Mit job som procesoperatør og maskinansvarlig på blå anlæg er meget varieret. Sammen med min kollega Magnus sørger jeg for, at dagens produktion bliver produceret, ligesom jeg varetager løbende kvalitetskontrol. Mens der produceres, klargøres de næste produktioner. Der skal kontrolleres og modtages silovarer, fyldning af beholdere med sækkevarer, findes poser m.v. Alt sammen så næste produktion er i gang så hurtigt, som muligt. Hvis der opstår behov for reparationer, så klarer vi det ind imellem. Under større reparationer kan det være nødvendigt at indstille produktionen. Men altid med det for øje, at kunderne skal have varerne til tiden”.
- Hvornår er arbejdsdagen særlig god?
”Arbejdsdagen hos Alfix er særlig god, når produktionsanlægget har leveret optimalt hele dagen. Så har vi alle bidraget til, at der leveres til tiden”.